Af Klaus Schelander

Jeg startede på Allingåbro Hundeskole sammen med Alfred da han var lidt over 8 uger gammel. Vi fik begge en super modtagelse, for der blev taget hensyn til ”de små nye” – og det kan vi nybagte hunde-baby-ejere godt li´.  Jeg bemærkede hurtigt at de frivillige instruktører virkede dedikeret til jobbet. Instruktørerne er gode til at omsætte observationer til praksis, så man som hundeejer får et godt og forståelig træningsudbytte til stor gavn for en selv og hunden. Man føler sig kort sagt i trygge hænder. Jeg vil lige bemærke, der er ikke meget som forbigår trænernes falkeblikke! Eventuelle korrektioner foregår dog altid i en venlig – og ofte humoristisk tone. Man bliver glad af at gå hundetræning.

Udover selve grundtræningen, er hundeskolen også et fristed hvor der kan leges med andre hunde i den nyindrettede kæmpe indhegning – som også rummer en nybygget agilitybane. For mig at se er den nye indhegning et stort scoop, idet hundene kan mødes omkring nye udfordringer i trygge rammer. Her er der mulighed for at opleve hundene i ”fri dressur” og se hvordan ens hund fungere sammen med andre hunde i en større gruppe. Legen er ikke bare pjat, den gør også at hunden fra en tidlig alder lærer at socialisere med andre hunde, hvorved man på lang sigt evt. undgår uhensigtsmæssige adfærdsproblemer. Jeg vil understrege at man som menneske ikke kan lege sin hund træt og socialisere på samme måde som en hund kan, hund og hund imellem, det er dejligt at komme hjem med en glad og træt hund, som lige formår at spise, inden han dejser selvtilfreds om i sin kurv.

Men de fede rammer skabes jo ikke af sig selv.  Jeg oplever en bestyrelse som bestemt ikke ligger på den lade side. Der skal søges fondsmidler og sponsorer, der skal laves årsplan og indkræves kontingenter osv. osv. . Udover de administrative trivialiteter, er der alligevel også tid til at være visionær. Den nye bane er dårligt blevet færdig før end man barsler med planer om en overdækket terrasse – og et toiletafsnit – så vi ikke skal besørge på lige fod med vapserne – og en sort plasticpose.

Hvorfor fremhæver jeg nu instruktørerne, bestyrelsen og rammerne i tråd med selve hundetræningen? Jo – ”hvis der er uro i kulissen er der også uro på scenen”. Jeg oplever at der er skabt et rart og roligt fristed hvor der er værd at komme, da netop disse mennesker gør et stort stykke arbejde i kulissen. Når man har gået på skolen et stykke tid oplever man den entusiasme som de udviser og man får lyst til at støtte dem mest muligt som menig medlem, da der bliver gjort meget for os på frivillig hånd og til få penge.

Til sidst vil jeg anbefale alle at gå på hundeskole det skylder man sig selv, hunden og ikke mindst sine omgivelser.

Det er en alfa og omega at have styr på sin hund, jeg har det ikke helt endnu, men jeg har også planer at gå på hundeskole i mange år og jeg tror jeg tager Alfred med.